How would you like your impala cooked, sir?

Det har været, og er stadig, påskeferie herovre. To ugers ferie. Men det lyder bedre end det egentlig er, for vi får til gengæld ikke læseferie, så denne ferie fungerer samtidig som læseferie. Og der skal læses rigtig, rigtig meget...



Vi har dog holdt lidt ferie. Torsdag d. 8. april tog vi til London. £10 per person for en bustur til London og retur til Oxford. Der overnattede vi så, og tog tilbage til Oxford i tide til at kunne fange aftensmaden her. Jeg vil ikke gå mere i detaljer med det, for det tror jeg Christina vil skrive lidt om, men det var en god tur, med masser af spændende og interessante ting at se.



Lørdag d. 10., dagen efter vi kom hjem, tog vi så på en guidet tur med SEAOxford til Stonehenge og Winchester.



Stonehenge er et meget imponerende bygningsværk. For det første er det omkring 5000 år gammelt, og står stadig. Det er - delvist - lavet af bluestones, en bestemt type (varm) sten, der blev hentet hele vejen fra Wales. Hver enkelt af de sten vejede ca. 5 tons, og en populær teori var, at de transporterede stenene via pramme på floderne.

En anden type sten brugt er af mere lokal art, og danner de store "hestesko" man kender fra billeder. De vejer omkring 40 tons stykket, hvilket blot er endnu mere utroligt at tænke på. De gravede nok huller, som stenene blev skubbet ned i, og med reb blev trukket op i stående position - ca. en tredjedel af stenene er under jorden. Måske byggede de lange mudder/jord-ramper til at placere de ligeså tunge sten på toppen også. En interessant detalje er, at stenene er forsynet med en mekanisme (hul i den øverste sten, mens de lodrette sten har en kugle for oven der passer til), og som viser, at de der byggede Stonehenge var vant til at arbejde i træ, og ikke i sten, for med så tunge sten var det overhovedet ikke nødvendigt med den slags.

Ude foran indgangen til Stonehenge stod så en mand med et imponerende gråt skæg. Han mente, at han var Kong Arthur der var genfødt, og at Stonehenge skulle bruges af druider og den slags, som det nok var engang...

Winchester er en smuk by. Winchester Cathedral er Europas næstlængste katedral, kun overgået af Skt. Peterskirken i Rom. Og så huser den Jane Austens grav, som vi selvføglelig besøgte.

Det hus, hun boede i, da hun døde, ligger også i Winchester, og det gik vi også forbi. Ligeså med en meget gammel skole. Det var dejligt solskinsvejr, der rigtig fik byen til at være endnu mere hyggelig og smuk.

Vi var på en pub og spise frokost. Da jeg så den meget spændende ret "impala", som er en afrikansk antilope, var jeg nødt til at prøve, mens Christina bestilte noget fisk. Der fik jeg så et spørgsmål, jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg skulle høre - "how would you like your impala cooked, sir?" Det smagte udmærket.

Siden har vi, som Christinas blog vist også fortæller, haft besøg af hendes mor og hendes fastre, som på grund af den islandske vulkan stadig sidder fast i England. Seneste udmelding fra NATS er frem til mandag (imorgen) klokken 19, men Ryan Air har valgt at sige klokken 13 på onsdag... Og eftersom de kun har morgenffly til Danmark, er billetten booket til torsdag morgen... Lidt lang ferie for dem, men så får de da chancen for at opleve Oxford lidt mere.

Kageaften... Og en tag-haj.

Okay, for at tage det i opløbet, inden Christina går helt amok med at pege fingre og drille...

Jeg kan godt se, at balancen i at prøve at holde mit literattur-fag herovre kønsneutralt lidt væltede her til aften...

Det feminine ved aftenen:

- For det første går faget ud på at se på kvindelige forfattere. Og mange kvindelige forfattere har skrevet om kærlighed, og ulykkelig kærlighed.

- Vi var kun tre studerende, og en lærer, med mig som eneste repræsentant for samtlige væsener af hankøn

- Den ene af de studerende var lige blevet bedstemor, så der blev selvfølgelig stolt vist et billede frem af den lille nyfødte...

- Der var, som altid, te og småkager.

- Foruden te og småkager havde den nybagte bedstemor taget en hjemmelavet chokoladekage med, delt i lag adskilt med en creme af en slags, og med tyk chokolade over. Yderst velsmagende.

Det maskuline ved aftenen:

- Jeg var ikke nybarberet... Og teen manglede en ske til at røre sukker med, men havde dog mælk...

Så alt i alt var det måske ikke helt ligeligt fordelt... TIL GENGÆLD kan jeg stolt bringe to billeder. Jeg så det en dag, da jeg gik op til Headington Shops, og da jeg fik medbragt Christinas kamera fik jeg fotografisk bevis for noget af det mærkeligste tagudsmykning jeg nogensinde har set... Hvis nogen er i tvivl, er det en gigantisk blålig haj, der dykker ned i et hul i taget... Jeg har ingen idé om hvorfor.

Hvis man er i musikalsk humør, som jeg var tidligere i dag, kan man synge "House of the Rising Sun" og erstatte ordene "Rising sun" (There is a house in New Orleans, they call the Rising Sun) med "Diving Shark", men det er valgfrit.

Er det ikke lidt sært? Men samtidig sejt?
Og her er lige et close-up.... Der er hul rundt omkring hajen...

Rollespil og vaccine

Så er der gået lidt længere tid herovre. Og hvad der så er sket i den tid, kommer lidt herunder...

For at starte med en god nyhed: Vi har fundet en rollespilsbutik! Ikke særlig langt fra hvor vi bor og handler, endda, med masser af brætspil, bøger og figurer - både nye systemer og gamle, så der er nok at kigge på.

I dag, mandag d. 22. februar, blev jeg så vaccineret mod Meningitis B. Ikke videre behageligt, men heller ikke så slemt. Og det positive er, at den gælder livet ud.

Jeg er i øjeblikket ved at skrive en boganmeldelse af Sarah Bilston's "The Awkward Age in Women's Popular Fiction, 1850-1900" til mit litteraturfag, og skal til at skrive en opgave om Oplysningsidéen og Encyclopedíe. Mht. læsning har skal vi næste gang læse lidt digte af Christina Rossetti, blandt andet Goblin Market, og sidst var det Anne Brontë's "The Tenant at Wildfell Hall". Der er sådan mere eller mindre en forventning om, at vi læser et større værk til næsten alle timerne.

Og så for atter at vise lidt af briternes morsomheder hvad mad angår, så var vi for ca. en uge siden på et sted der hedder "Pret-A-Manger", a.k.a. "Pret", som svarer lidt til Baresso eller lignende. Der står, på deres servietter:

This napkin is made from 100 % recycled stock (Pret's environment department is militant, we're making headway). If Pret staff get all serviette-ish and hand you huge bunches of napkins (which you don't need or want) please give them the evil eye. Waste not want not.

Og som der stod på den papholder jeg fik, da jeg købte et stykke kage (Kagen var i en plastikindpakning for at holde sig frisk):

We've reduced the cardboard but sorry about the ghastly plastic wrapper. When you bake a cake at home, you take it out of the oven and cool it on a wire rack. Then you eat a large slice (as a reward) and keep the rest in a flowery cake tin, like your Grandma used to! Think of the nasty wrapper as the cake tin. It's the only way we can keep the cake moist and delicious. As is often the case, the beauty is on the inside.

Britisk madhumor

Hvad madhumor er, bør selvfølgelig defineres.
Er det at de lokale her spiser det mærkeligste mad i verden, for eksempel nyretærte og blodbudding? Nej...
Er det at laver sjov med den måde maden er anrettet på? Vi har set et par ret store chokoladebryster i en chokoladeforretning, der var lidt morsomme, men samtidig presser de et halvt kilo klam pølse ned i en firkantet form og skærer det i skiver, hvilket komplet ødelægger englændernes chance her...
Er det hvad de skriver på deres mad? Ja.

Foruden ordene "rip off lid in a manly way" på en bøtte Nation's Noodles, er der et eksempel som her, fra siden af en pakke Pot Noodle (nudler er billige og lette, men det er nu ikke fordi vi spiser dem hver dag).

Her er hvad der står:

It's not rocket science
1) Rip off lid. Whip out the sachet. Add boiling water to fill level. Leave alone for 2 mins.
2) Stir. Leave for another 2 mins.
3) Stir again. Find sachet, add contents.
4) Grab fork and dig in.

Og lidt længere nede:

None of that artificial colours or preservatives stuff.

Quality: If it's in perfect condition, happy days. If not, have a moan at the customer care department.

Nederst:

Store in a cool, dry place (hint: try the cupboard)

Tur til Bath

Lørdag d. 30. januar... Nej, lad mig lige starte med en anden kommentar først: Der er sne i Oxford her til morgen! Et par mm ny sne... Det holder næppe længe. Og nu tilbage på sporet.

Lørdag d. 30. januar tog vi til Bath på en guidet tur. Brookes arbejder lidt sammen med et firma, der laver guidede turer forskellige steder - de samme der arrangerede turen rundt i Oxford vi var på for en uges tid siden. Denne gang var det Bath, tur/retur samt rundvisning for £20 hver.

Bath ligger ca. 90 minutters kørsel fra Oxford. En meget smuk by omgivet af meget høje bakker, der får Oxfords bakker til at ligne små dværgpukler. Vi stod af bussen nær Orange Grove, hvor Bath Abbey lå ud til, og ved den anden side af kirken lå de romerske bade, byen er opkaldt efter, og dem besøgte vi selvfølgelig. Det er fedt at se, hvor fantastisk godt romerne fik bygget deres bade, med varmtvandsbassiner, damprum, varme i gulvet, the works...
Da man begyndte at udgrave det, lod man en ny bygning opføre over stedet, men i romersk stil, så der er nu bygget hvad der ligner et stort romersk bad, et par århundreder gammelt, over stedet, hvor museet ligger ligger i. Hvis man står de rigtige steder kan man se både det to tusind år gamle romerske byggeri og det tohundrede år gamle nyere byggeri, samt i baggrunden den flere hundrede år gamle Bath Abbey og ved siden af en nyere bygning, jeg ike helt kan sætte tal på - jeg tror dog også, den er lidt over hundrede år gammel. Det er mange af bygningerne der.

Hvad vi ellers så af smukke Bath: Vi kiggede selvfølgelig lidt på Bath Abbey, en rigtig flot kirke med masser af gravsten og mindetavler muret ind i væggene. De er i god stand (de i gulvet er dog lidt slidt), og det giver lidt en sær fornemmelse at gå og læse minderne.
De holder, vist nok, en gudstjeneste hver time, men man kan sagtens gå rundt som turist i stedet. Vi sad dog med, og på mange måder er det mere behageligt end gudstjenesterne i Danmark: For det første er præstens engelsk meget tydeligt, det hun snakkede om var meget relevant (det plejer det nu også at være i Danmark) men uden tilsat citationer fra Bibelen, og endelig varede den ikke meget mere end 5 minutter.

På en bustur midt i programmet kørte vi forbi en bygning, hvor Jane Austen boede, mens hun boede i Bath. Hun hadede at bo der. Derefter gik vi op og så to meget berømte gader; The Circus er en cirkel af bygninger, der udadtil er fuldstændig ens (bortset fra små plader med figurer), og The Crescent, en gade der er formet som en halv ellipse, og hvor også alle bygningerne ligner hinanden - dørene er enten i hvid eller træ, placeret efter et mønster, og da en dame i en af bygninger besluttede at male sin dør gul, trak naboerne hende i retten. Hun vandt dog. Der er alle mulige regler og reglementer, og et hotel, der ligger midt på gaden, må ikke engang sætte skilte op eller skrive, at det er et hotel. Det kan kendes ved, at fordøren altidstår åbent.

Op til The Circus lå en vej, der husede det næste vi besøgte: Jane Austen Centre, 40 Gay Street. Her kostede det lidt at komme ind, da man skulle have et foredrag om Jane Austen først. Det var dog et ganske godt foredrag, alt taget i betragtning. Selve udstillingen var vi dog ikke så imponerede over. Det var nogle fine ting, men der var ikke så meget igen. Hvis man er hardcore Jane Austen fan vil man måske alligevel slå et smut ind forbi. Ved en tilfældighed mødte vi også to af de andre internationale studerende der, en fra Californian og en fra Georgia. Georgia-pigen var lidt oppe og køre, fordi den ansatte der stod på gaden og lokkede folk ind havde sunget en sydstatsborgerkrigssang, som hun synes var ret fedt gjort, og som borgerkrigsinteresseret er jeg egentlig ret enig.

Efter det tog vi turen tilbage til Oxford. En meget flot fuldmåne var at se hele vejen, men da jeg fortalte Bek det var hun fortørnet over, at hun havde fortalt mig det tre gange allerede, men at jeg åbenbart var faldet i søvn... Jeg aner ikke, hvad hun talte om...

Mærkelige madvarer

England byder på forfærdeligt meget mad, der ikke er kompatibelt med menneskelige smagsløg. Her er lige en kort liste over et gruopvækkende fænomen: chips. Selvom englænderne har været smarte nok til at lave poser, der indeholder mindre poser chips (så man f.eks. køber 6 små poser af vist omkring 35 g i én stor pose, så det er portionsinddelt), så er det indholdet af de mindre poser, der lyder som noget Stephen King kunne have fundet på.

Der er rigtig, rigtig mange, og knap så mange af de normalevarianter vi kender i Danmark som salt, sourcream & onion, barbeque osv.

Et mindre udpluk af forskellige smagsvariationer, som måske bliver udviddet når jeg husker flere:
Salt (Ikke så overraskende)
Cheese & Onion
Salt & Vinegar
Prawn Cocktail
Steak & Onion
Turkey & Stuffing
Worcester Sauce
Smoky Bacon
Roast Chicken
Pickled Onion

Jeg tror endda også, at de har chips med "Cheeseburger"-smag... og mango-chili... England for pokker...

Første indlæg: Fredag d. 29. januar 2010

En lidt forsinket start kan man vist godt kalde det, men det er ikke værd at dvæle for længe ved. En blog er nu født.

Oddsne er for, at hvis du læser dette, læser du også Christinas blog, så jeg vil ikke kede dig for meget ved at gentage alt, hvad der er sket. Ikke desto mindre gennemgår jeg lige, hvilke spændende ting, der er hændt de sidste par dage.

Det er nu over en uge siden, vi landede i England og havnede i Oxford. Det vil sige, det er syv dage siden, men klokken er i skrivende stund 20:54 lokal tid, så ikke meget mere end en uge...
En overnatning på Athena Guesthouse senere, og vi flyttede ind på Clive Booth Hall, der er vores hjem de næste par måneder. Det er et godt sted, virker det til, og fem minutters gang fra Oxford Brookes. Og et kvarters gang til Headington Shops. Fem minutters gang til et stoppested, hvor gratis (for beboere i Clive Booth) busser kører én til centrums smukke gamle bygninger.
Så vidt jeg husker var det søndag, vi så byen på en guidet tur, gratis for nye internationale studerende ved Brookes. Fantastisk by. Hvis jeg havde et større sted end det vandrette kosteskab der er mit værelse, og englænderne tog en kollektiv beslutning om at skille sig af med klam mad... Et godt sted at bo, når man er glad for gamle bygninger, hyggelig stemning og den kultur, der er her.

Mandag og tirsdag gik med henholdsvis forberedelse til livet som international studerende og indskrivning, der var helvede på jord. Og så en hyggelig tur for en betragtelig mængde internationale studerende, os begge inklusive, til en pub/bar for at fejre Australia Day, efterfulgt af en sund tur til fods mod vores nye hjem. Det er befriende, at der er så lange, høje bakker omkring hvor vi bor, for man får automatisk rørt sig lidt, når man går rundt - særligt når man, som jeg, er stædig nok til ikke at sætte farten ned, blot fordi det bliver hårdere at gå...

Min oftest svigtende hukommelse har gjort det igen, og jeg kan kun gætte på, hvad vi lavede i onsdags. Jeg tror, vi handlede ind... Men nok om onsdag, ikke mere tid bør spildes over den dag.

Torsdag lavede vi også et eller andet... Vi tog i hvert fald ind omkring centrum/gågaden og handlede ind. Mærkværdigt nok er onsdag-torsdag nærmest fuldstændig væk i min hukommelse...

Og så er vi nået til i dag, fredag, hvor jeg har vasket tøj til overpriser (opdagede på den hårde måde, at maskinen ikke vekslede), fået mit buskort, været forbi posthuset og forbi min egen personlige postkasse, som jeg har købt, og har vandret fra Headington Shops til Oxford Brookes Gipsy Lane Campus... Forøvrigt et ret sejt navn til en gade, hvor et universitet ligger...
Hvad bringer morgendagen så? Det vi har planlagt er en tur til Bath, måske efterfulgt af en tur på Morals Bar der ligger under 150 m herfra. Clive Booth Hall er åbenbart en party-hall, var der nogle meget venlige tyske studerende, der fortalte os. Max, Mathias, og så to til, hvis navne har forvildet sig ind i glemslens tåger. Og jeg var ikke engang det mindste fuld den aften...

Lidt kort om, hvad jeg har fået anskaffet mig. En privat postkasse, da postleveringen til vores Hall ikke altid er så sikker - vi må for eksempel ikke få vores engelske VISA-kort sendt hertil af sikkerhedsårsager. Så har vi fået engelske VISA-kort fra banken Santander, der, ganske belejligt, har en filial på Brookes... En ny engelsk telefon, og et strygejern på tilbud!

Jeg forsøger at lære mig selv nogle gode vaner, mens jeg er herovre, ved siden af alt det studierelevante, jeg gerne skulle lære også. Det vil selvfølgelig være klogest at holde specifikt hvilke vaner, det drejer sig om, for mig selv, så jeg ikke behøver se det som en skuffelse, hvis det fejler. Man skal dog ikke altid vælge den nemme løsning, men jeg er for træt lige nu til at vælge andre løsninger.

Med det som undskyldning vil jeg slutte første indlæg nu. Hvis jeg kan lokke nogle billeder ud af Christinas kamera i nær fremtid, vil jeg se om ikke jeg kan lægge nogle gode nogle ind også, så det ikke kun er mine gyldne ord, der fanger interessen.